"[...]A L'inexistant Centre d'un Espace Sans Forme, hvis numre hver især er opkaldt efter fragmenter af selve titlen, kan med en vis ret siges at være en art omdefineret verdensmusik forstået på den måde, at den – i stedet for at lægge sig op af én eller flere etniske musikformer – henter elementer ind fra hele den globale tonekunst (og stort set alle dens perioder), hvorefter de smeltes sammen til en helt ny, kontemporær og overraskende organisk hybridmusik, som uden tvivl ville have frydet Marshall McLuhan: Opdageren af den globale landsby. Der leges kort sagt med rummet på den måde, at hele verden så at sige synker sammen i ét ”ikke-eksisterende centrum”. Set gennem Olsen Majmons øjne er lyden af dette centrum – som han på sin vis foregreb allerede på det sidste album med ex-gruppen Trio Trash, A Spectacular and Nothing Strange - en i virkeligheden ret ubeskrivelig musik, som måske umiddelbart er mest beslægtet med noise, illbient eller musique concréte, men er langt mere kompleks og rig end som så. Mest stilrent er måske ”D'un Espace”, som netop er et tomrum, som gennemkrydses af hakkende, hvilende og spurtende støjfrekvenser i forskellige lejer, så det fyldes ud uden alligevel at blive for håndgribeligt. Men ellers er de fem numre fascinerende kludetæpper, som kan kombinere tordnende industrirytmer med kinesisk folkesang, ætsende droner med fjern operasang, stammesang med højmodernistisk violinmusik eller for den sags skyld køre et stykke frenetisk heavy metal igennem så mange filtre, at det nærmest fremstår som ambient. Og i passager kan op til tre-fire tider eller kontinenter køre på hver sit spor, mens de danner deres helt egen sælsomme og uudgrundelige enhed, som føles mystisk i ordets spirituelle forstand. Man mistænker Olsen Majmon for at være på jagt efter selve musikkens – og verdens – essens ved at sætte musikalske og stemningsmæssige kontraster sammen, så det stejler mod enhver vanetænkning, hvilket sikkert for mange vil være en vovet mission. Men det fantastiske er, at jagten i hvert fald bærer en vis frugt: At nedlægge så stort et bytte er næppe menneskeligt muligt. Til gengæld er A L'inexistant Centre d'un Espace Sans Forme som en rigtig god digtsamling, som man utallige gange kan dykke ned i for konstant at afdække nye sammenhænge og pointer – og sågar ane endnu større mønstre, som vanskeligt lader sig beskrive sprogligt.

Er dette album i virkeligheden en foreløbig fuldbyrdelse af det projekt, Olsen Majmon lagde fundamentet til i Trio Trash-dagene, er Audelà L'inconnu en helt anden størrelse. Idéen bag værket er i grunden ret enkel: At tage tre fremragende, vidt forskellige instrumentalister, placere dem i det samme uvante rum og lade dem fortolke situationen gennem fri improvisation. På den måde opstår der så et værk, hvis egentlige centrum er det, man ikke umiddelbart lægger mærke til: Selve stedet, dets ambiens og dets tilfældige inputs. I dette tilfælde forbipasserende mennesker og lyden af tog, som afgår i nærheden.

Også her leges der med forskellige traditioner: Trine Vestergaards baggrund som operasangerinde kommer klart til syne i hendes meget smukke, nuancerede og lettere hjemsøgte bidrag, som udnytter stedets specielle akustik optimalt. Søren Hammerlund, der spiller på drejelire, tilfører værket en både meditativ og selvfølgelig besynderligt middelalderlig tone, mens improv-guitaristen Stephan Sieben helt naturligt fortolker situationen gennem sin på én gang virtuose og trashede stil, der bevæger sig fra dystre, tikkende anslag frem til et næsten industrielt mareridtsscenarium. På den måde får man teoretisk set en tidslinje, der dækker den vestlige musik fra 1100-årene frem til i dag – dog med store huller i kontinuiteten – og som så at sige fortolkes gennem lokaliteten. Og alle tre reagerer de tilsyneladende på samme måde på tunnelen, som blomster reagerer på vand, for alle tre soli er intet mindre end blændende: Små, selvkorresponderende værker med liv, sjæl, atmosfære og signal mere end de sterile tekniske opvisninger, den slags sagtens kunne være blevet til hos den type musikere, der er blevet så dygtige, at de netop har glemt at spille. Specielt Sieben imponerer med sit voldsomme klimaks, der virkelig afprøver grænsen for, hvor meget der rent musikalsk kan komme ud af én mand med en guitar.

De tre komponenter er dog ikke mere selvkorresponderende end som så, for efter værket er blevet rundet af med et ekstra lille stykke udsat for drejelire og guitar – det eneste umiddelbare spor af det, man normalt ville kalde ”komposition”, selvom der åbenlyst er blevet redigeret en del rundt i materialet bag kulisserne – har man netop fornemmelsen af at have hørt et værk. Ikke tre separate opvisninger, som man normalt ville vente det. For jo: Det ”uhørlige” er i dén grad til stede. Det føles i de implicerede musikeres valg. Det høres på selve klangen, som kastes tilbage fra tunnellens vægge. Det har sin egen stemme i baggrundsstøjen. Og den er høj, selvom den nærmest er fraværende. Den forstærkes nærmest ved at stå i baggrunden i forhold til resten. Den bliver det, man fokuserer på, selvom man lokkes til at fokusere på nogle helt andre ting i første omgang. I virkeligheden er Audelà L'inconnu et skoleeksempel på det, teoretikeren Jacques Derrida kaldte ”dekonstruktion”: At hive den negerede del af et tegn op til overfladen og lade det forskyde hele betydningsproduktionen – i princippet helt ud i det uendelige.[...]

-Steffen B. Pedersen / Geiger www 2005 LINK